Foreningen Lillebæltværftet har til formål at drive det gamle skibs- og bådebyggeri i Middelfart under navnet Lillebæltværftet, samt at stille lokaler og faciliteter til rådighed for de tilsluttede jolle/bådelaug for vedligehold, restaurering og nybygning af træskibe og joller. De tilsluttede jolle/bådelaug omfatter for tiden Lillebælt Smakkelaug og Foreningen til Jagten De To Søskendes bevarelse. Desuden er hovedparten af de gamle træskibe, som er hjemmehørende i Middelfart Gl. Havn, tilsluttet værftet. Værftet er fuldt udrustet med de til arbejde med træfartøjer nødvendige maskiner og redskaber. Værftet udgør et centrum for træskibsmiljøet i Middelfart Gl. Havn, som er hjemsted for 6-8 træskibe. Adskillige af disse er aktivt tilsluttet værftet. Værftet ejes og drives af Foreningen Lillebæltværftet som et aktivt museumsværft og som et formidlingscenter for lokale bådebygningstraditioner og kystkultur. Som led i at bevarelsen af det historiske Middelfart Skibs- og Bådebyggeri som en levende arbejdsplads har foreningen bortlejet retten til at drive bådebyggeri på værftet til Chris Domino Larsen, som siden 2012 driver virksomheden Middelfart Skibs- og Bådebyggeri fra en af værftets haller og den tilhørende bedding. Som foreningsdrevet værft bæres Lillebæltværftet oppe af dets godt 200 medlemmer, som foruden at arbejde med de tilhørende træbåde og joller tager vare på de mange bygninger og omgivelserne. I vinterhalvåret er der i den centrale værftshal travlhed med vedligehold og renovering af de tilknyttede træbåde og joller, ligesom medlemmerne kan leje sig ind med egne både og projekter. Til værftet er knyttet støtteforeningen Lillebæltværftets Venneforening. I sommerhalvåret når værftshallen er tømt for både, arrangerer Venneforeningen med dens ligeledes ca. 200 medlemmer et bredt udbud af kulturelle aktiviteter og events i de smukke og stemningsfulde omgivelser. Den indtjening, der skabes, bidrager centralt til det økonomiske fundament for værftet.